Gå til hovedindhold

Aktører og interessenter

Efter vandforsyningsloven skal Albertslund Kommune nedsætte et Koordinationsforum. Det skal fungere som et rådgivende og ideudvekslende forum for indsatser og handlinger til hjælp for udarbejdelse af indsatsplanen.

Indhold

    Koordinationsforum

    Efter vandforsyningsloven skal Albertslund Kommune nedsætte et Koordinationsforum. Det skal fungere som et rådgivende og ideudvekslende forum for indsatser og handlinger til hjælp for udarbejdelse af indsatsplanen.

    Koordinationsforummet skal efter lovgivningen bestå af repræsentanter for vandforsyninger, andre berørte myndigheder, jord-/skovbruget, industrien, berørte lodsejere og eventuelle andre relevante parter med interesse for grundvandet.

    I Albertslund Kommune har vi valgt at benævne Koordinationsforum for "Grundvandsrådet". Dette råd skal som minimum mødes en gang årligt for at følge op på de valgte indsatser for grundvandsbeskyttelse. Se Kommissorium for grundvandsrådet

    Grundvandsrådets opgave er at bistå kommunen med at udarbejde og realisere indsatsplaner til grundvandsbeskyttelse efter vandforsyningslovens § 13 og § 13a. Kommunen orienterer Grundvandsrådet om fremdriften i arbejdet med indsatsplanerne.

    Grundvandsrådet drøfter og tager stilling til overordnede og tværgående forhold omkring beskyttelse af grundvandet i kommunen og udtaler sig om:

    • Tidsplan for indsatsplaner
    • Valg og udformning af indsatser
    • Prioritering af indsatser
    • Inddragelse af boringsnære beskyttelsesområder
    • Principper for finansiering af indsatser
    • Principper for inddragelse af offentligheden
    • Principper for inddragelse af berørte lodsejere
    • Udpegning af områder til fremtidig vandindvinding

    Rådet kan beslutte at nedsætte ad-hoc - arbejdsgrupper efter behov

    Grundvandsrådet i Albertslund er sammensat med følgende repræsentanter:

    • Albertslund Kommune: 2 personer
    • HOFOR: 2 personer
    • Boligselskaber, Bo Vest: 1 person
    • Private Haveejere: 1 person
    • Skoven: 1 person
    • Agenda Center : 1 person
    • Industri: 2 personer
    • Region Hovedstaden : 1 person
    • Herstedøster Vandværk: 1 person
    • Ballerup Kommune : 1 person
    • Høje Taastrup Kommune: 1 person
    • Glostrup kommune : 1 person
    • Naturgruppen i Albertslund : 1 person
    • Danmarks Naturfredningsforening: 1 person

    Grundvandsrådet har fået grundvandskortlægningen og kommunens forslag til indsatser forelagt, og har haft mulighed for at komme med yderligere forslag og kommentarer til indsatser. Resultatet af drøftelserne er indarbejdet i indsatsplanen.

    Regionen

    Regionerne er kompetent myndighed for jordforureninger og er ansvarlige for den offentlige oprydning i henhold til jordforureningsloven. Kommunerne kan i samarbejde med regionerne få overblik over jordforureninger til brug for indsatsplanen, således at kommunerne ikke anvender ressourcer på at sikre drikkevandsinteresserne mod f.eks. en nitratforurening, hvis der ligger en potentiel jordforurening og truer den samme ressource.